Hvornår kommer min identitet?
Politiken, 25. september 2007
En tidlig morgen i forrige uge, tændte jeg for radioen, stadig med søvn i øjnene, for at få dagens første skud nyheder. Frem tonede Rikke Hvilshøjs stemme, der i det sædvanlige skingre leje talte om radikaliseringen blandt muslimske unge. Jeg klukkede lidt for mig selv, idet jeg hældte havregryn og rosiner op i en skål. Hvordan kan man andet ad en integrationsminister, der ikke kan svare på, hvad integration er, når man direkte spørger hende?
Men så sagde hun noget, der fik mig til at få havregrynene galt i halsen: Damen ville til at udstyre landets unge muslimer med en identitet, således at de ikke blev hvervet af ekstremister og lignende skidt. Desværre hostede jeg så højt og længe, at jeg ikke fik fat i, hvordan denne generøse gave fra landets Minister for Uderfinerbare Størrelser skulle nå til mig som (per definition radikaliseringstruet) ung muslim.
Ville hun lægge identiteten på ministeriets hjemmeside til download? Ville der blive oprettet identitetscentre, hvor man anonymt kan hente sit nye jeg (hvordan ellers, når man er identitetsløs?)?
Eller ville den blive sendt med Post Danmark, ligesom dengang, jeg fik tilsendt et spørgeskema om, hvorfor studerende fra tredjeverdenslande så tit droppede ud af deres studier?! De forklarede selv i brevet, at de bl.a. havde fundet modtagere via et register over folk med sjove navne. Tak, jeg griner også hver gang, jeg skriver under på noget.
Som dagene skred frem, begyndte jeg så småt at glæde mig til at få en identitet af staten. Det var jo lidt smart, det her. Godt nok ville denne gratis opgradering være et samlebåndsprodukt, men på den anden side vil jeg jo kunne grine ad alle de tåber, der selv måtte skabe sig deres identitet fra bunden. Hvis ikke det er velfærd at udstyre sådan nogle problemunger som mig med en identitet, ved jeg ikke hvad er.
Og Ministeren mod Fremmede Nassere, modige kvinde, var ikke en gang bekymret for, at landet ville blive overrendt af hele verdens identitetsløse eksistenser, når de fik nys om, at man i Danmark var så rundhåndet med identitetsgaver. Men ak og ve. Der er nu gået over en uge, og jeg har intet set til min identitet. Der er intet på www.nyidanmark.dk - men jeg er jo heller ikke så ny i Danmark. Jeg har heller ikke set eller hørt om identitetscentre, -banker eller -take-out-steder i Københavnsområdet. Så jeg overvejer nu at spørge på posthuset, om de har forsøgt at aflevere noget på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen hjemme.







maj 14, 2008 kl. 11:04 pm
Mon ikke de har skønnet at du med din selvfede arrogance simpelthen ikke havde plads til en ny identitet? At du med din bagage og status som flygtningeheltinde var så fuld af dig selv og din skråsikre foragt for dit nye lands problemer, at det var spild af gode hensigter?
maj 15, 2008 kl. 11:11 am
Er det virkelig selvfed arrogance, at jeg har det fint med at være den, jeg er - uden at staten behøver forsyne mig med en identitet?
Jeg vil jo nødig være staten til last.
Tak, fordi du synes, jeg er en heltinde
Det er vældig pænt af dig.
maj 15, 2008 kl. 12:47 pm
Jojo, det er også meget sjovt i beherskede doser, Amila, og jeg fortsår dig da godt, men du torder jo mod alle os oprindelige danskeres forsøg på at reparere på problemerne der kommer af den ekstreme indvandring af fremmedkulturelle. Du må snart finde andre facetter frem, hvis jeg skal falde for charmen
maj 15, 2008 kl. 12:53 pm
Enormt morsomt stykke, Amila, og det er da også grinagtigt, at regeringen sådan vil give sig i kast med identitetsdannelse. Det må være folks egen sag, og projektet er jo iøvrigt håbløst.
Men Kimpo har altså også fat i noget: du bliver stødt på egne vegne, når der siges noget som helst negativt om muslimer, som bortset fra troen ikke har en skid til fælles med dig. Kritikken retter sig jo mod folk, som ikke vil integrere sig, ikke sørger for at deres børn lærer dansk, og begår en voldsom mængde kriminalitet i forhold til deres antal i samfundet.
Vil du, når dén tid kommer, sætte dine børn i en skole, hvor 2/3 af de arabiske elever er funktionelle analfabeter i 9. klasse? Hvor din datter vil blive mobbet for ikke at gå med tørklæde, hvis det er dét hun vælger?
Både du og jeg ønsker et samfund med ligestilling og individuel frihed, så vidt jeg kan se, mens dem, du hele tiden går i brechen for, decideret ikke ønsker et frit samfund. Hvad tror du imamerne mener om at du lever sammen med din danske kæreste? Hvorfor gør du ikke fælles sag med dine ligesindede?
maj 16, 2008 kl. 5:28 am
@Ulla: Jeg genkender ikke den om at jeg går i brechen for folk der ikke vil integreres, for personligt opfatter jeg det kun som om jeg går i brechen for mig selv (lidt egoistisk, ja..). Altså, Hvilshøj snakkede om “de muslimske unge”, og jeg er da en af dem. Hvis hun mente analfabeter eller kriminelle, så kunne hun bare have sagt det. Jeg vil i hvert fald ikke puttes i samme bås med kriminelle, bare fordi vi tilfældigvis har den samme tro.
Hvad nogle imamer mener rager mig en papand, desuden er de heller ikke en homogen størrelse.. Jeg ved ikke, hvordan du mener at gøre sag med fælles ligesindede, det gør jeg da i alle mulige foreninger og fx gennem KULToUR.
maj 16, 2008 kl. 11:42 am
Jaja, Amila, men du kunne jo også, med tiden og modenheden, udvise lidt tålmodighed med det land som har givet dig ly, og undlade at håne os, som forsøger at få landet til at hænge sammen. Frem for kun at fokusere på den kluntede udførelse, burde du måske med din baggrund i kaos demonstrere forståelse for intentionen i forslaget: at skabe fungerende fællesskab.
maj 16, 2008 kl. 2:03 pm
Det er altså ikke at håne hele Danmark bare man påpeger et eller andet problem (eller plat formulering, som Hvilshøjs ovenfor). Hvorfor må jeg ikke ønske at gøre dette land endnu bedre?
maj 17, 2008 kl. 10:29 pm
Din hån er jo overgearet og urimelig:
Det er sgu da ikke vigtigt om en minister kan forklare meningen med sit ministerium i en onelinier. Det er det ofte for komplekst til.
At udstyre folk med en identitet gør man heller ikke per postordre, det er din, og din alene, satiriske udlægning, som kun kan betegnes som ond vilje overfor VKO-flertallet. Du har besluttet dig for at de er onde, og at du ikke kunne drømme om at tale med dem. Underlødige personager taler man om, eller om nødvendigt til, ikke med.
Du er selvfed og arrogant, selvom du også er morsom.
Tag bare dine afsluttende ord: “Hvorfor må jeg ikke ønske at gøre dette land endnu bedre?”
Det er gennemført forløjet. Du pådutter mig en klart ond holdning i form af et spørgsmål. Det er for dårligt.
maj 18, 2008 kl. 8:42 am
Jamen så er alt jo i fineste orden - jeg havde blot forstået det som om du ikke mente, jeg kunne tillade mig at kritisere noget i Danmark, eftersom jeg er flygtning. Men det har jeg så forstået forkert - min fejl.
I øvrigt havde Hvilshøj ikke behøvet svare med en oneliner, jeg kan sagtens forstå lange og komplicerede svar. Så længe der bare er lidt indhold i dem. Hun fik stillet spørgsmålet til en konference, jeg var med til, og hun havde masser af taletid.. men afviste at svare på spørgsmålet.
maj 18, 2008 kl. 8:47 pm
OK, så er du ikke forløjet, men bare en smule paranoid. (men hvad, webdebat er et paradis for løgnere og en kuvøse for paranoia) Selvfølgelig har du eller alle mulige andre lov til at kritisere. Jeg har så en mening om, hvorvidt kritikken er konstruktiv.
Kan være din konstatering om Hvilshøj er bygget på solide facts. Jeg vil i udgangspunktet ikke afvise at en tilfældig given politiker ikke ønsker generel debat. Det er vel efterhånden almindeligt.