Den 21-årige Lisa Lents skal repræsentere Danmark ved årets Miss World-konkurrence, oplyser metroXpress (4. juli 2008). Hun blev valgt på sin fightervilje - og fighter er her ment lidt mere bogstaveligt end normalt. Lisa Lents er nemlig kampsportsekspert og er både blevet europa- og verdensmester i taekwando. Men hvad der ellers er usædvanligt ved den høje blondine er, at hun er kommet til Danmark som flygtning. Hun kommer fra Hviderusland, som hendes familie måtte forlade på grund af faderens politiske engagement. Siden 1996 har de boet i landet, og Lisa har som sagt repræsenteret Danmark før, når hun deltog i taekwando-mesterskaber.

Det er altid opmuntrende at se mennesker med eksempelvis flygtningebaggrund få succes og ligefrem blive accepteret som legitime repræsentanter for Danmark. Det håber jeg vi vil se meget mere af - ikke kun i situationer, hvor der står medaljer og titler på spil, men også i de mere anonyme dele af samfundet.

Det hjælper sikkert, at hun er blond, men Lisa baner med sin deltagelse i Miss World-konkurrencen måske vejen for, at vi en dag ser en mørk skønhed fra syden blive sendt til en sådan konkurrence som Danmarks kønneste pige. Dét bliver en dejlig dag. Indtil da ønsker jeg Lisa held og lykke med kampen om titlen

Dette års KULTOUR blev endnu en stor succes. Det blev til adskillige hundrede samtaler i de seks byer, vi besøgte. Også mediernes interesse i os var stor, og hver dag blev der givet interviews til højre og venstre. I løbet af ugen talte jeg med mange forskellige mennesker, og de fleste af samtalerne varede i mindst en time, hvilket gav god mulighed for at gå dybere ind i samtalen. Mange af dem var meget tankevækkende og indimellem måtte jeg forholde mig til spørgsmål, jeg end ikke havde stillet mig selv.

På vores sidste dag i København talte jeg længe med en kvinde, som var kommet til vores arrangement for at dele en stak stærkt islamofobiske tekster ud og demonstrativt afviste at tale med de piger, der bar tørklæde. Så jeg satte mig ned til hende og sprang ind i en samtale, hun førte med en fyr, der ikke en gang var med i KULTOUR, men bare kunne lide at diskutere. Da hun hørte, at jeg var muslim, sagde hun prompte: ”Du nægter at gå med tørklæde, flot!”. I hendes verden bliver samtlige muslimske piger og kvinder nemlig tvunget til at gå med tørklæde, og hvis man finder en, der ikke gå med det, er det fordi hun modsætter sig denne tvang…

Til at begynde med henviste hun hele tiden til de foldere, hun havde med, og jeg blev ved med at sige til hende, at jeg vil snakke med hende, og at hun selv skulle sige noget i stedet for bare at citere andre. Efter et kvarters tid droppede hun citaterne, og begyndte at fortælle mig om sit liv. Og i løbet af den timelange samtale gik det mere og mere op for mig, hvor meget hun var præget af frygt. Det var derfor, hun havde henvist så ihærdigt til disse citater, som hun så som meget stærkere argumenter end de ting, hun selv havde at sige. Og hun fortalte meget detaljeret om, hvordan hun som 14-årig havde set sit land blive besat af Tyskland og hvordan hun havde deltaget i modstandsbevægelsen. Det var en rigtig spændende historie, men det var også tydeligt, at hun aldrig rigtig var kommet sig over den krig. Nu så hun en ny besættelse af Danmark på vej, som hun var nødt til at kæmpe imod, ligesom dengang mod tyskerne. Og denne nye besættelse ville ske fordi muslimerne fik så mange børn.

Det meste af tiden snakkede vi dog om helt andre ting; ægteskab, økonomi, selvstændighed, uddannelse, hvordan det er at vokse op i krig og hvordan man skal tackle sine fejl. Mange gange kunne jeg genkende nogle af hendes oplevelser i mit eget liv, og omvendt. Flere gange kunne hun endda fuldføre mine sætninger. Og hun sagde til sidst, at hun var glad for vores samtale. Jeg håber, at hun vil huske den og huske alle de punkter, vi lignede hinanden på. Så vil hun måske ikke være så bange.

Vi var alle glade for, at der var så stor interesse for projektet. Det har nok også betydet lidt, at medierne har fulgt os så tæt. Stemningen var høj hver eneste dag og vi faldt i hak med det samme. Det er ellers det, visse personer påstår ikke kan lade sig gøre – at en broget, multi-etnisk, multi-religiøs gruppe skulle have det så sjovt og have så stor succes. Undervejs hørte vi da også om enkelte sure opstød over projektet, som bl.a. blev beskyldt for at agitere for islam og for at være helligt og kunstigt. Desværre kom kun en af disse sure personer til vores arrangement, og det var netop damen, jeg skrev om ovenfor. Hun endte med at sige tak for samtalen og for min tid. Noget lignende oplevede jeg også sidste år.

Jeg ved ikke om de andre ”kritikere” selv var klar over, at de ville få svært ved at forsvare deres fordomme i en personlig samtale med en ung fra en etnisk minoritet, og derfor holdt sig væk. Jeg har i hvert fald diskuteret lidt med en på Gülay Kocbays blog, der netop efterlod dette indtryk på mig. Og underligt nok gør dette mig fortrøstningsfuld, for det er netop beviset på, at mødet mellem mennesker og åben dialog virkelig kan gøre underværker. Ved at gå så meget i offensiven over noget så harmløst som samtaler, viser disse ”kritikere”, at de godt ved, at fordomme er dybt utilstrækkelige til at beskrive menneskets mangfoldige natur. De vakler altså i deres tro på egne fordomme, og allerede der kan man se, at KULTOUR har rykket ved noget. Dialog er i hvert fald ét våben, jeg ikke har noget imod at bruge. Godt, at det er så effektivt.

Dette er ikke en (vand)pibe.

Vi havde en kanon dag i Ålborg i dag! Vejret var lækkert og der var rigtig mange mennesker, der havde lyst til at snakke med os. Lidt overraskende faldt jeg i snak med en gruppe tyske turister, og det var lidt pinligt at måtte famle lidt efter ordene - for selv om jeg lige har afleveret et speciale om politisk kommunikation på tysk, så er det efterhånden lang tid siden, jeg rigtig har talt tysk med nogen. Men det gik vist fint, og tyskerne syntes, at projektet var usædvanligt og meget interessant.

Vi har været meget i medierne siden vi kørte af sted i forgårs, og det fortsætter. Et par af menneskebøgerne skal interviewes til P4 Vejle i morgen, hvor lytterne vil få mulighed for at stille dem spørgsmål. Flere aviser har også henvendt sig for at få et interview.

Jeg har dog lagt mærke til, at der gennem medierne er opstået et par misforståelser omkring KULTOUR, som jeg lige vil bruge min ledige lille stund til at rette. Vi er i nogle medier blevet beskrevet som et projekt, der går ud på, at man kan lære en muslim at kende. Dette er ikke, hvad konceptet går ud på. Vi er nemlig slet ikke alle muslimer. Det går ud på, at man kan få en samtale med nogle unge fra etniske minoriteter, sådan at så mange mennesker som muligt får en førstehåndsoplevelse med os og ikke kun har mediernes billede af etniske minoriteter som informationskilde. Men vi er ikke er muslim-projekt.

I forlængelse deraf er vi heller ikke et tørklæde-projekt. Vi fører ikke nogen kamp for tørklæder eller reklamerer for tørklæder eller noget som helst af den art. Der er deltagere, der går med tørklæde, men der er ligeledes deltagere, der ikke gør (fx mig selv). KULTOUR går som sagt ud på at skabe dialog mellem majoritetsbefolkningen og os som minoritetsunge, og det er det. Herunder kan man så diskutere tørklæde, ligesom man kan diskutere uddannelse, historie, kultur, samfund og alt muligt andet.

I morgen er det Kolding, hvor vi sidste år havde en rigtig sjov aften. Men først til aftenens fodboldkamp, som vi er så priviligerede at måtte se i stedets helt egen private biograf. Og der bliver heppet heftigt på Türkiye

I hele denne uge slår menneskebiblioteket KULTOUR atter dørene op på en turné til syv danske byer. Vi er en blanding af gamle og nye deltagere med rødder så forskellige steder som Pakistan, Sri Lanka, Tyrkiet - og naturligvis Bosnien-Hercegovina. Sidste års tour føltes nærmest som en revolution for mig, da jeg i den uge, touren varede, for første gang siden jeg i 1993 kom til Danmark ikke følte mig som “hende udlændingen”. Ingen af os var “udlændingen”. Vi var helt enkelt mennesker.

Når man i årevis bombarderes med kommentarer, der problematiserer det at have rødder et andet sted i verden eller i en anden kultur end flertallets, kan man undertiden selv begynde at opfatte det som et problem. Og så tager man med på et projekt som KULTOUR og bliver klar over, hvor absurd den tankegang er. Intet sted følte jeg mig så fri og så hjemme som i den gruppe af verdensborgere. Og det åbnede mig meget mere op for vores “lånere”, fordi jeg blev mere glad og selvsikker.

Det var også dejligt at møde alle de mange mennesker rundt omkring i landet, som stillede alverdens spørgsmål og fortalte om dem selv. Der er i Danmark ikke en kultur, hvor man uden videre taler sammen med fremmede i bussen, så man kunne tro, at folk var lukkede og ikke interesserede sig for andre. Men under touren fandt jeg ud af, at der faktisk er mange, der har en trang til at tale. Stort set alle, jeg mødte, begyndte efter fem minutter at tale frit om det ene og det andet, som om vi var gamle venner. Det var en helt ny oplevelse for mig.

Projektet blev også værdsat af andre. Mange gange blev vi spurgt, om ikke vi tog ud på skoler og om ikke vi kom igen næste år. Den gang vidste vi ikke, om der ville være midler til at gentage succesen, men det kom der - bl.a. blev de to projektledere Michael og Henrik Seeberg hædret med Børnehjælpsdagens Lillebrorpris!

Mens vi i denne uge er på tur, kommer jeg nok ikke til at skrive så meget her på bloggen. Til gengæld har KULTOUR selv en blog, hvor vi og vores lånere løbende vil skrive om vore oplevelser. Derfor kig der, hvis ikke der sker noget på denne blog. Der kommer sikkert også billeder.

Sidst med ikke mindst skal jeg endnu en gang invitere jer til at møde os, når vi i løbet af ugen besøger disse byer:

23. juni kl. 16-19 - København, Rådhuspladsen
24. juni kl. 12-17.30 - Odense, Flakhaven (Rådhuspladsen)
25. juni kl. 13-17 - Ålborg, C.W. Obels Plads
26. juni kl. 12-17.30 - Kolding, Axeltorv (Rådhuspladsen)
27. juni kl. 12-18 - Silkeborg, Torvet
28. juni kl. 11-16 - Århus, Lilletorv
29. juni kl. 13-18 - København, Nytorv

Tilføjelse: Jeg blev i dag interviewet af en journalist fra P3, og der skulle gerne være et indslag om KULTOUR i P3-radioavisen kl. 16, 17 og 18 (og muligvis allerede kl. 15). Desuden var nogle af de andre med i et indslag i Go’ Morgen Danmark - se det gratis på Sputnik!

Når talen falder på aktivister tænker de fleste nok på idealistiske unge med piercinger og pink hår, der går på gaden for et nyt Ungdomshus. Eller på 60’ernes blomsterbørn, der protesterede mod krigen i Vietnam. Det er de færreste, der tænker på gråhårede pensionister, som bruger tid væk fra børnebørnene for at tale på vegne af dem, der ikke kan tage ordet selv. Dem, hvis stemmer ikke har nogen værdi i et land, der ganske åbent og formelt har afvist deres bøn om hjælp.

Ikke desto mindre var det netop den slags aktivister, der i går markerede Verdensdagen for Flygtninge på Kultorvet i København. Markeringen blev indledt kl. 15 med en tavs demonstration af Kvinder i Sort og Amnesti Nu, som sammen med kvinder fra asyllejrene Avnstrup, Sandholm og Kongelunden stod med sorte bannere med slogans som ”Stop tvangsudvisningerne”, ”Det er også mit ansvar” og ”Nej til fremmedhad”. Imens delte en mindre gruppe kvinder løbesedler ud, der gik som varmt brød – på under tre kvarterer var de 600 løbesedler revet væk.

Den lille organisation Amnesti Nu vakte sidste år opsigt med afleveringen af 90.469 underskrifter for amnesti til de omkring 800 afviste flygtninge, der havde opholdt sig i mere end 3 år i danske flygtningelejre. Samme dag, underskrifterne blev afleveret, kom statsminister Fogh med sin udmelding om at lade omkring 60 børnefamilier flytte ud af lejrene. Dagen efter udskrev han valg. De 60 familier er siden skrumpet væsentligt ind og det brede asylforlig, som statsministeren talte om under valgkampen, røg sig en tur da Ny Alliance valgte at lave en kovending på området.

Bedsteforældre for Asyl: Vi er vidner til en tragedie
Efter en times tid blev den tavse demonstration afløst af en lidt mere opsigtsvækkende af slagsen. Bedsteforældre for Asyl, der i over syv måneder søndag efter søndag har protesteret mod den nuværende asylpolitik foran asyllejrene Sandholm, Kongelunden og Avnstrup, var klædt ud som et græsk kor med hvide lagner og masker. ”I de græske tragedier er koret vidne til det, der sker. Som bedsteforældre har vi som græske forgængere et længere perspektiv på tilværelsen – og som det græske kor viderebringer vi det, vi ser”, stod der i bevægelsens pressemeddelelse. Og det er ikke småting, de ser:

“Fra krigen og volden I kom her til landet i nød
Her bydes I helvedets forgård og levende død.
Danmark er kommet af lave og retfærdens love er brudt.
Sorgen skal høres - og skændslen  - til det er fortrudt”.

Pris til afvist iraker
Organisationen Follow the Women, som for nyligt har cyklet Mellemøsten rundt med budskaber om fred, uddelte en pris til den afviste irakiske asylsøger Raja Gani Kadam, som bor i Kongelunden. Hun blev hædret for sin indsats for andre asylansøgere. Og selv om en afvist asylansøger sagtens kunne bruge de 7.000 kr, der fulgte med hæderen, valgte hun bevæget at forære dem til Dansk Røde Kors.

Markeringen af Verdensdagen for Flygtninge blev afsluttet med musik af Kurtes Rizi fra Kosovo og Anders Honoré, hvis forfædre var kommet til Danmark som flygtninge fra Frankrig, forfulgt for at være huguenotter. Således illustrerede den musikalske duo, at flygtninge langt fra er et nyt fænomen i Danmark, men der er stor forskel på, hvordan de gennem tiderne er blevet modtaget. Viljen til at hjælpe forfulgte mennesker synes at svinge med mellemrum. Uheldigvis for nutidens flygtninge lader det til, at der for øjeblikket hersker en udtalt lavkonjunktur på dette punkt.

Vi rejser landet tyndt i næste uge - jeg håber, vi ses!

Læs mere på http://www.kul-tour.com/

Videoen er redigeret af vores presseansvarlige, Mark Bækgaard.

I dag startede sagen rejst af overlevende fra Srebrenica mod den hollandske stat for dets ansvar i massakren i byen i juli 1995. Da de serbiske soldater trængte ind i byen, som forinden af FN var blevet erklæret for en “sikker zone”, søgte tusinder af civile bosniere ind på den hollandske base i Potočari tæt på Srebrenica. Blandt dem var Rizo Mustafić og Hasan Nuhanović’ familie. De blev alle udleveret til den serbiske general Ratko Mladić og hans soldater. De hollandske tropper anklages for at have set på, mens kvinder og piger blev voldtaget og mændene taget væk til henrettelse. Som det kom frem under tidligere retssager, har hollandske FN-soldater endda selv været med til at adskille mændene fra kvinderne, vel vidende, at de sendte dem i den visse død. Retssagen vil blandt andet handle om ansvarsfordelingen mellem FN og medlemsstaterne.

I dagene mellem d. 11. og d. 13. juli 1995 henrettede de serbiske soldater over 8.000 civile bosniere. Ligene blev begravet i massegrave, og er siden blevet flyttet rundt for at sløre sporene efter folkedrabet. Der arbejdes derfor stadig på at identificere alle ofrene. Derudover blev et ukendt antal voldtaget og på andre måder mishandlet. Alle disse mennesker havde lagt deres liv i hænderne på FN, som med erklæringen af “den sikre zone” havde lovet at beskytte dem.

Rizo Mustafić’ efterladte og Hasan Nuhanović håber med retssagen at finde ud af hvorfor hollænderne udleverede deres familiemedlemmer til serberne. Anklager Liesbeth Zegveld vil gøre den hollandske regering og den hollandske kommando i UNPROFOR ansvarlige for deres soldaters grove svigt, fordi de ikke var særligt optaget af sikkerheden for de civile bosniere, de havde ansvaret for.

Teksten på nedenstående plakat er en affotograferet graffiti på en af væggene i den hollandske base….

På Politikens netavis kan man i dag læse en advarsel mod at ytre sig på en bestemt måde i Tyskland hvis man vil undgå at få klækkelige bøder. Vi kan derfor i de kommende dage se Ridderne af Politisk Ukorrekthed og Ytringsfrihedens Hellige Krigere gå på barrikaderne i protest mod Tysklands nederdrægtige knægtelse af ytringsfriheden og Politikens forræderiske anbefaling af selvcensur.

I dagens URBAN er der på s. 12 en lille notits med overskriften ”Bosnisk/serbisk krigsforbryder anholdt” (ja, med skråstreg). I selve den korte tekst bliver Stojan Župljanin dog kaldt for serber. Han var på flugt fra FN’s Krigsforbrydertribunal i Haag og blev onsdag fanget tæt på Beograd. Han anklages for at stå bag grusomheder mod ”muslimer og kroater under krigen i Bosnien”.

Muslimer og kroater. Hvad er der mon blevet af bosniere? Har Bosnien-Hercegovina intet folk? Åbenbart ikke ifølge Ritzau, som har stået for teksten. Der er blot en religiøs gruppe, ”muslimer”, som sådan set kunne høre hjemme hvor som helst i verden uden at have nogen tilknytning til BiH. Samme opfattelse deler de serbere, der i 1990’erne arbejdede på at udrydde mit folk og fjerne mit land fra verdenskortet – gang på gang sagde de, at BiH ikke var noget land og bosniere ikke var noget folk (vi var blot ”serbiske forrædere, der havde konverteret til islam”, uagtet at langt fra alle bosniere er muslimer). De er sikkert glade for, at Ritzau udbreder deres filosofi.

Bosnisk/serbisk. Som jeg før har sagt, mener jeg at ens nationale identitet består af to elementer: a) Hvilken nation opfatter man sig selv som en del af? og b) Bliver man af andre ”genkendt” som en del af den nation? Jeg kan på ingen måde genkende denne krigsforbryder som bosnier. Hvad bosnisk er der ved en person, der har myrdet og tortureret et utal af bosniere med det formål at udslette landet Bosnien-Hercegovina og i stedet skabe et Storserbien? Hvad bosnisk er der ved en person, der ikke viger for at få blod på hænderne i sin kamp mod selve begrebet ”bosnisk”?

Der er dog en enkel ting, Ritzau har skrevet rigtigt. De skriver ”krigen i Bosnien”. Normalt skriver de danske medier ”borgerkrigen”, hvilket giver mig myrekryb. Jeg vil så gerne tro, det ikke bare er et tilfælde. Det er bare svært, når man har set de ovennævnte brølere.

Link til samme fadæse hos Politiken

Jeg vandt ikke tørklæde-konkurrencen. Til gengæld var hele affæren et interessant eksempel på det tørklæde-hype, der hersker i Danmark. Da jeg sendte billedet ind var det fordi jeg syntes, konkurrencen var sjov. Jeg forventede slet ikke, at den ville blive kommenteret af folketingspolitikere, imamer og hjemlige og udenlandske medier. Det er utroligt, hvad folk kan gå i selvsving over.

Det blev 18-årige Huda, der vandt konkurrencen. Hun har allerede fået folk på nakken for at have sagt, at kvinder er diamanter, som man ikke bare viser frem til alle og enhver. Det er blevet taget ilde op af nogle, som så stiller spørgsmålet ”Vi andre må så ikke være diamanter, eller hvad? Hvorfor skal vi ses ned på?”. Jeg har mange gange før hørt ikke-muslimske kvinder brokke sig over, at kvinder med tørklæde føler sig ”hævet” over dem og tror, de er bedre. Tørklædet bliver derfor af mange opfattet som en demonstration af denne tankegang (hvad enten kvinden tænker sådan eller ej).

Lad os for eksemplets skyld antage, at der er hold i denne fordom. Lad os sige, at kvinderne går med tørklæde for at markere, at de er moralsk hævet over os andre. Og hvad så? Hvordan er det relevant? Hvordan har det nogen som helst indflydelse på mit liv? Tanker er toldfrie, og folk kan da bare føle sig bedre end mig alt det de vil. Det bliver jo ikke sandt af den grund. Men måske er det slet ikke de bagvedliggende tanker, der er problemet. Det er snarere det, at tørklædet opfattes som en synlig demonstration af disse tanker. Så i princippet kunne jeg gå rundt og føle mig hævet over alle danske kvinder, men så længe jeg ikke siger det højt eller ”viser det” med et tørklæde, er det i orden. Lige meget med det egentlige forhold mellem mennesker, bare facaden er intakt. Er det det, regeringen kalder for ”sammenhængskræften i samfundet”?

Denne kritik illustrerer også, hvor højt nogle mennesker går op i at få lov til at definere, hvad et tørklæde betyder. Der er en gruppe, der vil have, at definitionen er ”et beklædningsstykke der bruges til at markere kvinden som moralsk hævet, renere og mere dyrebar end kvinder uden tørklæde”. Ligesom DF gerne vil have, at det betyder ” et beklædningsstykke, der bruges til at udtrykke støtte til undertrykkelse og mishandling af kvinder samt støtte til islamister og terrorister”. Andre igen vil have, det kun er noget religiøst. Nævn selv flere.

Det mest absurde er, når de samme personer, der definerer tørklædet som et redskab til undertrykkelse og umyndiggørelse af kvinder selv bruger det på præcis samme måde. Så man har de her to slags fundamentalister, der kæmper om retten til at bestemme over kvinder. Den ene gruppes motto er ”vi ved, hvad der er bedst for dig – tag så det tørklæde af”, mens den andens er ”vi ved, hvad der er bedst for dig – få så det tørklæde på”.

For mig er et tørklæde bare et stykke tøj som så meget andet. Det kan mange fra de ovennævnte grupper ikke lide at høre. Jeg skal jo ikke tro, jeg ved bedre.