På pletten: For et frit Palæstina

(Foto: Amila Jašarević)

Apropos gårsdagens blogaktion for menneskerettigheder, var jeg i eftermiddags til en demonstration for et frit Palæstina i anledningen for 60-året for Al-Nakba - arabisk for katastrofe. Katastrofen, der er tale om, er den israelske militærs og private terrorgruppers fordrivelse af hundredetusinder palæstinensere, som fortsatte med en besættelse af Palæstina, vilkårlige drab på civile palæstinensere, og for ikke så længe siden også en apartheidmur.

Der var rigtig mange fremmødte, og på vej fra Nørrebrohallen blev vi mange flere endnu. Med palæstinensertørklæder og paroler som “60 år er nok” og “Riv muren ned”, gik vi til Rådhuspladsen, hvor Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, og Jan Mathiesen, næstformand for 3F Hotel og Restauration, tordnede mod de daglige brud på menneskerettigheder, palæstinensere lever med.

Trine Pertou Mach havde svært ved at se, hvordan Israel skulle være en “demokratiets forpost”, som Anders Fogh Rasmussen havde udtrykt det ved fejringen af 60-året for Israels oprettelse, når man ikke anerkender 20 % af sin egen befolkning og lader en racistisk besættelsesbevægelse sætte dagsordenen. Jan Mathiesen, som selv har været i Palæstina en del gange, kaldte landet for verdens største fængsel. Han kunne ikke se nogen som helst forskel på Warzsawa-ghettoen og eksempelvis Hebron, hvor der er udgangsforbud 24 timer i døgnet - bortset fra en gang imellem, hvor palæstinenserne allernådigst får lov til at hente nødhjælp.

Også den palæstinensiske repræsentant i Danmark tog mikrofonen, og fortalte, at de overlevende palæstinensere lever Al-Nakba hver dag, at flere generationer aldrig har oplevet frihed, men må leve under en inhuman belejring og en besættelsesmagt, der terroriserer den samlede palæstinensiske befolkning. Palæstinensere ser fortsat mod det internationale samfund i sin kamp for retten til at vende hjem og retten til selvbestemmelse, sagde han, og takkede for danskeres hjælp og støtte.

Det var rart for en gangs skyld at være et sted, hvor folk turde kalde tingene ved deres rette navn, og fx sige besætterne i stedet for bosætterne (i TV siger de nogle gange ”bosætterne i de besatte områder” - helt ærligt, skal man være lingvist for at høre det åndssvage i det udtryk?). Men det var en umådelig trist anledning, og trist var det også at se alle skiltene med navne på de udslettede landsbyer. Der var et hav af dem.

Da Serbien-Montenegro (som den gang kaldte sig Jugoslavien) sendte sine soldater ind i Bosnien-Hercegovina, fik jeg mange gange fortalt (af serbere selv), at man ville have hævn for 1389 og “500 års tyrkisk undertrykkelse” (og jeg tænkte “Aha, og hvad laver I så her? Tyrkiet er dén vej.”). Senere sagde en af mine venner: “Mon de så ville synes, det var helt i orden, hvis vi om 500-600 år sender en hær ind i Serbien og Montenegro for at begå folkedrab der?!?” Der lader lidt til at herske samme logik i visse kredse i Israel, der retfærdiggør uhyrligheder med dem, man selv oplevede i Anden Verdenskrig - for nogen andres hånd, i øvrigt.

Apartheidmuren hører ingen steder hjemme i en civiliseret verden, og da slet ikke i en demokratiets forpost. Nutidens ghettoer og etnisk udrensning kan ikke retfærdiggøres med fortidens. Palæstinensere bør kunne vende hjem og have selvbestemmelse i deres eget land. 60 år uden menneskerettigheder er nok.