Bloggers Unite For Human Rights: Uskyldig indtil det modsatte er bevist?

Artikel 11.
1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar. (Verdenserklæringen om Menneskerettigheder)

I januar i år kom det frem, at en 31-årig iraker på syvende måned sad fængslet i København for at udgøre en fare for statens sikkerhed – efter PET’s skøn, altså. Hverken manden selv, hans familie eller hans advokat kunne få noget at vide om, hvorfor han var blevet fængslet. Det er Udlændingelovens § 45b (vedtaget i 2002), der giver myndighederne lov til at tilbageholde den slags oplysninger. Resultatet er naturligvis, at advokaten ikke har en jordisk chance for at forsvare sin klient. Retssikkerheden er borte med blæsten.

Amnesty International har kritiseret paragraffen i skarpe vendinger, idet det er et grundlæggende retsprincip i Danmark, at man har ret til at forsvare sig mod anklager om kriminelle handlinger. Også Kim U. Kjær, seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder, har vurderet, at sagen med den 31-årige iraker er i strid med menneskerettighederne. Desuden har advokater gjort opmærksom på, at deres arbejde umuliggøres, når de ikke en gang må se anklageskriftet.

Udlændingeretsadvokat Anne Osbak har ligefrem kaldt det for et ”overgreb mod retssikkerheden, der kan minde om visse totalitære regimer” med henvisning til, at der også i nogle diktaturer er en formel forsvarer. Denne får dog nogen reel chance for at forsvare sin klient og er derfor kun til pynt. Den 31-årige iraker havde da også været i en meget lignende situation i Syrien, hvor han under et besøg hos familie blev fængslet uden begrundelse i to måneder. Da han kom tilbage til Danmark, blev han anholdt i Københavns Lufthavn, og frihedsberøvelsen kunne så fortsætte i månedsvis.

Justitsministeriet afviste al kritik af den manglende retssikkerhed og ifølge PET selv handlede det om, at de ikke ville afsløre deres kilder og arbejdsmetoder for offentligheden. Betryggende.

I en lignende sag blev to tunesiske statsborgere fængslet fordi de ifølge PET havde haft planer om at myrde en bladtegner og derfor var til fare for statens sikkerhed (?!?). PET gik uden om domstolene til Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som besluttede, at de to skulle udvises uden rettergang, en såkaldt administrativ udvisning. Da de to i sin tid blev anholdt, var der i øvrigt en tredje person med, men han var dansk statsborger og blev hurtigt løsladt igen.

Disse sager er i strid med Verdenserklæringen om Menneskerettighederne på to måder. De opfylder hverken kravet om en offentlig retshandling eller de garantier, der er fornødne for den anklagedes forsvar. De hviler ene og alene på PET’s skøn på baggrund af ukendte beviser. Dem må ikke en gang en dommer få at se, for ikke at tale om offentligheden. Både dommernes og forsvarsadvokaternes rolle bliver dermed helt udvandet, da PET (og i tunesernes sag Integrationsministeren) selv har truffet afgørelse i sagen med hjemmel i Udlændingelovens § 45b, der tilsidesætter Menneskeretserklæringens artikel 11, pkt. 1, som jeg har citeret ovenfor.

PET kunne i begge sager sagtens have ret om, at de anklagede er til fare for statens sikkerhed. Men så længe der ikke en nogen reel retssag, hvor en dommer træffer den afgørelse på baggrund af beviser, er anklagerne ikke godtgjort. De kunne derfor lige så godt være hevet ud af den blå luft.

Det er en ærlig sag, hvis regeringen ikke lægger vægt på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – det indtryk kunne man i hvert fald få, når man ser Udlændingelovens § 45b. Men det mindste, man så kan gøre, er at stå ved det, i stedet for at afvise al kritik kategorisk. Nogle gange er der altså noget at komme efter.