Jeg hader stadigvæk sirener

Jeg var i fuld beredskab i går. Sidste år lykkedes det mig at glemme, at der skulle være sirenetest den første onsdag i maj, og den gik i gang kort inden jeg skulle til at holde et foredrag om Bosnien-Hercegovina på Handelshøjskolen i Århus. Foredraget gik ikke så godt, som det burde - jeg var virkelig blevet rystet af sirenen. Også selv om jeg godt var klar over, at det var en test. Og i al den tid syntes jeg, det var så absurd, at de andre bare sad helt normalt, i stedet for at søge i dækning.

Da vi i 1993 kom til Danmark, blev sirenerne testet hver uge, og det var ikke sjovt. Vi boede et par hundrede bosniere på asylcentret, alle med dybe ar på sjælen fra en krig, der endnu var i gang. Jeg mindes ikke, at nogen havde fortalt os om de her test. Jeg vidste i hvert fald intet om dem, så jeg sad glad og frejdig udenfor, da den første lød. Der var både børn og voksne udenfor. De voksne stod og snakkede, jeg sad på en bænk med mine veninder og de mindste børn legede i græsset. Og så lyder sirenen og der går en bølge af panik gennem lejren. På et splitsekund er jeg i kælderen. Jeg kan se, at de voksne er blevet blege, og de små børn græder højlydt. Det var helt surrealistisk at høre sirener i Danmark, lige som man troede, at her var man sikker.

I går skulle jeg tilbage til Handelshøjskolen for igen at holde et foredrag om BiH, men denne gang var jeg forberedt. Jeg skulle med tog hele vejen fra København, så jeg sørgede for at være i toget kl. 12. Desuden havde jeg mine dyre, formstøbte ørepropper med, som er så gode, at de næsten kan blokere lyden af min snorkende kæreste ude. Lidt i kl. 12 sad jeg og sendte sms’er til andre bosniere i landet for at minde dem om sirenen. Ikke alle har det som jeg, men det skader jo ikke.

Jeg blev mere og mere nervøs, som klokken nærmede sig 12. Vi var et sted mellem Horsens og Skanderborg, da det var tid til sirenen - og der var intet at høre! Helt vantro tog jeg mine ørepropper ud for at være sikker - og så hurtigt i igen. Idet vi kører ind i Skanderborg, hører jeg svagt det allersidste af testen.

Et voilà! Årets sirenetest vel overstået. Hvis foredraget var dårligt, var det i hvert fald ikke sirenens skyld. Næste år vil jeg på slaget 12 den første onsdag i maj også sidde i toget et sted mellem Horsens og Skanderborg.