Gensyn med krigen
Amnesty Internationals Balkangruppe afholder i disse dage Balkan Filmfestival i København med film, foredrag og musik fra regionen. Festivalen løber frem til søndag og programmet er spækket med prisbelønnede film. En heldagsbillet koster kun 40 kr, hvilket er meget heldigt for en fattig studerende som mig. Det er dog ikke ligefrem nemt at blive taget tilbage til krigen, som mange af punkterne på programmet handler om
I går så jeg blandt andet filmen “Den perfekte cirkel” (”Savršeni krug”) af Ademir Kenović. Filmen er fra 1996 og blev efter sigende delvist optaget mens Sarajevo endnu var under belejring. Handlingen er da også sat under belejringen, hvor livet i byen var ubeskriveligt hårdt, hvor der dagligt regnede med granater og hvor man risikerede at blive dræbt af en snigskytte blot man gik ud efter vand. Sarajevo var belejret i 1.425 dage, og serberne havde lukket for alt - vand, varme, nødhjælp - ALT.
Midt i dette helvede møder vi Hamza (den altid fantastiske Mustafa Nadarević), hvis kone og datter flygter ud af landet mens han bliver tilbage med den velkendte bemærkning: “Der er ingen grund til det, I er også tilbage om en måned”. Samme dag dukker to forældreløse drenge op hjemme hos ham, og gennem filmen tager han sig af dem og kæmper for at genforene dem med deres tante.
Filmens realisme rystede mig i min grundvold. Den er fuld af guldkorn, som for eksempel reglen om aldrig at være den tredje, der krydser en vej for “den første lader snigskytterne passere, den anden sigter de på og den tredje skyder de”. Der er også nogle ting, der uden tvivl betyder meget mere for os overlevende bosniere end de gør for andre. Gennem filmen er der flere “hilsener” til FN, der i den tid var i Bosnien-Hercegovina for at observere massakrer og folkedrab. De pisker gennem byen i deres panservogne uden at ænse små børn i vejkanten, eller holder flotte julefester i deres velforsynede palæ med el fra generatorer mens Sarajevos befolkning må fyre op med sko for at klare sig gennem de kolde vinternætter.
Mens jeg så filmen tænkte jeg på, at en person, der intet vidste om mit land og kun havde sådan en krigsfilm som reference, kunne komme til at tro, at dét var Bosnien. Ruiner alle vegne, udbrændte biler, skudhuller, folk der står i kø til vand…. Dét er ikke Bosnien. Man kan slet ikke se Bosnien for alt det forfærdelige, der har vansiret hende. Det, man kan se i disse film er hvad der sker når Serbien, når Kroatien, når Montenegro flytter ind. Det er deres værk, man kan se, og deres værk der søler alt det smukke til, Bosnien var før de begyndte på deres udvidelsesplaner. Når Hamza sætter sit liv på spil for at redde de to forældreløse drenge, dét er Bosnien. Men at situationen overhovedet opstår - det er til gengæld Serbien. Så hvis I vil se Bosnien-Hercegovina, når I ser en krigsfilm fra landet, se på menneskene. Bosnien er ikke ruiner og flammer. Bosnien er de mange almindelige mennesker som Hamza, der formåede at bevare deres menneskelighed under umenneskelige omstændigheder.
Der er mange gode film tilbage før festivalen er slut for denne gang, så læg endelig vejen forbi Huset i Magstræde - det kan være, I render ind i mig.
P.S.
Det er også en misforståelse, at trompeter og vanvittig turbo-folk er “typisk Balkan-musik”, som jeg hørte en pige sige i går. Det er Kusturica-musik. Hvis I vil høre “Balkan-musik”, så lyt til sevdalinke som “U lijepom starom gradu Višegradu” nedenfor - billedet er ringe, til gengæld er det selveste kongen af sevdah, Himzo Polovina 
