I aftes hørte jeg i P1-programmet Vita et interview med psykolog og aktivist Gerd Gottlieb. Hun var en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen Amnesti Nu og er også aktiv i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl. Hun har desuden i flere år været kontaktperson til flygtninge i Sandholmlejren og var også den, der i vinteren 2006 tog mig med til mit første besøg i Sandholm.
I interviewet, som man også kan høre på nettet, kom hun ind på de psykiske belastninger, flygtninge i lejrene lever under. I den tid, hun er kommet i Sandholm, har hun set stærke og optimistiske personer langsomt gå til grunde på grund af de mange stressmomenter, de lever med – de ugentlige møder med politiet, naboers pludselige tvangshjemsendelser, uvisheden, manglende muligheder for at foretage sig noget aktivt – i det hele taget manglende indflydelse på eget liv.
Det er ikke alene ydmygende for voksne mennesker at blive umyndiggjort på den måde. Det ødelægger også deres forhold til børnene, som mister respekten for dem, når de vokser op med forældre, der ikke må forsørge deres egen familie. Børnene har selv problemer og er også plaget af den utryghed, der hersker i flygtningelejrene. De lever i en konstant tilstand af angst. Da de fleste af dem ikke må komme i danske folkeskoler, men i stedet er henvist til modtagerklasser med en minimal undervisning, er deres faglige og sociale kompetencer langt bagud i forhold til jævnaldrende danske børn. Teenagerne brænder meget for at komme ud og have et normalt liv, men da de ikke kan få buskort, er de bundet til lejrene.
I lejrene sidder der omkring 800 personer, deraf ca. 200 børn, som er fanget i systemet. Den restriktive danske asylpolitik gør, at de ikke har fået opholdstilladelse her, mens det samtidigt er umuligt at sende dem hjem, hvor krigen ofte endnu raser. Mange af dem har været fanget i ingenmandsland i flere år, nogle helt op til ti. Det er dem, Amnesti Nu samlede underskrifter for. Det blev til 90.469 underskrifter, som blev afleveret d. 23. oktober 2007 – og samme dag kom Fogh med udmeldingen om, at 60 børnefamilier skulle have lov til at bo udenfor lejrene. Dagen derpå udskrev han valget.
Siden har spørgsmålet været vendt i medierne flere gange – fx da Pia Christmas Møller forlod den konservative folketingsgruppe, og med oppositionen arbejdede på et forslag, der skulle være en anelse bedre for flygtningene end regeringens udmeldinger. Det blev som bekendt ikke til noget, da Ny Alliance, der var gået til valg på at mindske Dansk Folkepartis indflydelse, åbenbart hellere ville have en aftale med netop DF end oppositionen. I går brød de forhandlinger tilsyneladende endeligt sammen, og hele sagen lader til at have været intet andet end kynisk valgtaktik fra regeringens side. Man er stadig kun interesseret i at komme af med de her belastende asylbørn og deres forældre, som ”holder dem som gidsler ved at nægte at følge danske love”. Mit eneste spørgsmål til dem er: ville I i morgen frivilligt flytte jeres børn til Irak, til Kosovo, til Somalia, så I sammen kunne blive dræbt, fordi en dansk lov siger det? Stilheden er rungende.
Hvis nogle familier skulle få lov til at flytte ud af lejrene, vil det ifølge mange fagfolk, deriblandt Gerd Gottlieb, ikke være andet end en lappeløsning. Det egentlige problem er nemlig den kroniske angst, og den forsvinder ikke bare fordi man ændrer adresse. Flygtningene vil stadigvæk ikke have nogen penge, de vil ikke have lov til at tjene nogen, de vil stadigvæk skulle tage til lejrene to gange om ugen for at melde sig hos politiet, og de vil stadigvæk kunne blive tvangsudsendt når som helst. Desuden ville ordningen i givet fald kun gælde familier, det har været i lejrene i tre år efter endeligt afslag, hvilket i virkeligheden nemt kan betyde fem år efter ankomst. På det tidspunkt er den psykiske skade på børnene uoprettelig, idet adskillige psykiatere har understreget, at to år er ”the point of no return”.
Det man fremstillede som medfølelse og hensyntagen til asylbørnene har altså ikke været andet end et forsøg på at lukke munden på de mange borgere, der ikke ville finde sig i en så umenneskelig asylpolitik. De skulle ikke råbe for højt under valgkampen. Nu hvor valgkampen er forbi, er der ingen grund til at gøre noget for asylbørnene. Man har fået det ud af dem, man ville. Stemmerne er afgivet.
Hør også anden del af interviewet med Gerd Gottlieb i programmet Vita på P1 i morgen.
