2008 i Danmark, 1389 i Serbien

I 1989 fejrede serberne 600-års dagen for det nederlag, de led mod osmannerne på Solsortesletten. Samme år væltede Milosevic den kosovarske regering, fratog Kosovo dets selvstyre og indsatte i stedet sine egne folk. Dermed blev Kosovo besat, og kosovarerne mistede så godt som alle deres rettigheder. At Kosovo nu bliver anerkendt som stat er derfor på ingen måde en “løsrivelse” fra Serbien - det har aldrig nogensinde været Serbien, det har helt enkelt været besat. Selvstændigheden er blot en genoprettelse af normale tilstande. Befolkningen i Kosovo har igen retten til selvbestemmelse, retten til sit eget sprog og retten til sit eget land.

Dette er det officielle Serbien naturligvis stærkt uenigt i. Med begrundelse i myten om slaget ved Solsortesletten, hvor serberne ifølge dem selv vandt over osmannerne, men derefter af uransaglige årsager i 500 år led under deres brutale herredømme, har Kosovo fået status som “Serbiens vugge”. Enhver anerkendelse af Kosovo bliver betegnet som en overtrædelse af folkeretten (sjovt nok kan man aldrig høre dem nævne folkeretten når talen falder på Serbiens folkedrab i Bosnien-Hercegovina), og i enkelte tilfælde taler man om “konsekvenser”, der er mere vidtgående end de massetilbagekaldelser af ambassadører, vi har set i forbindelse med de fleste EU-landes anerkendelse af Kosovo. Der har endda været forslag fremme, der ville aflyse Melodi Grand Prix’et fordi man “ikke ville byde et Europa indenfor, som anerkender et angreb på Serbiens suverænitet”.

Nu har Serbiens nabolande Bulgarien, Ungarn og Kroatien anerkendt landet, hvilket bestemt ikke falder i god jord i Serbien. Ungarn er måske et særligt kildent tilfælde, fordi der i Vojvodina er et ret stort ungarsk mindretal, og fordi Vojvodina led samme skæbne som Kosovo i 1989. Begge provinser havde i Titos Jugoslavien haft en særstatus med en vis grad af selvstyre og pladser i parlamentet, men i 1989 væltede Milosevic de lokale regeringer og indlemmede dem i Serbien. Selv om der ikke høres så meget til Vojvodina, har det ungarske mindretal der bestemt ikke haft det nemt.

Mange i Serbien er bitre over, at Storserbien ikke blev til noget. Efter mord på hundreder af tusinder af civile havde de nok forventet at få noget ud af det. Den generation, der sidder på magten lige nu, er derfor stærkt desillusioneret, hvilket man også kan se på angrebene mod FN- og NATO-soldater i Kosovo. Det drejer sig ofte om folk, der i 1990′erne med våben i hånd kæmpede for Storserbien. Desillusioneringen har også andre konsekvenser. Ved sidste valg var det næsten 50/50, om det blev Rusland-orienterede nationalister eller mere Europa-venlige partier, der fik magten - og nu er regeringen opløst og der kommer et nyt valg i maj.

Når ambassader brænder i Beograd og diplomater kaldes hjem, er det vigtigt ikke at glemme Serbiens nabolande, der ikke kan gøre for den geografiske placering, de nu en gang har. Men det er ikke kun dem, der ville blive glade for at se den unge generation af serbere droppe udvidelsesplanerne og forlade 1389 for at tilslutte sig os andre i 2008. På blogs kan man læse, at også mange (men ikke alle) blandt de unge serbere selv gerne slap for at skulle svælge i et 600 år gammelt nederlag (øh - sejr, selvfølgelig). De har rigtige problemer lige nu, som de sikkert hellere vil bruge energi på at få løst for deres børns skyld.

Osmannerriget er ikke mere. Fremtiden er i Europa.