En 10 år lang korrespondance

Da jeg gik i 9. klasse, var jeg i en uge i erhvervspraktik i Tønder Ugeavis. Jeg ville være journalist når jeg blev stor, og gøre verden til et bedre sted. Siden har jeg lært, at de to ting intet har med hinanden at gøre, så jeg valgte andre måder at nå mine mål på.

Mens jeg var der, blev jeg bedt om at skrive en lille artikel om det at være flygtning. Vi var nok et par hundrede bosniere i lille Tønder, så det kunne være, at det ville interessere læserne. Det interesserede da også i hvert fald én læser nok til at sende et hadebrev til mig. Jeg var 15 år og havde allerede skabt mig fjender med mine skriverier.

For et par dage siden fandt jeg brevet frem for at vise det til min kæreste. Og pludselig syntes jeg, at tiden var inde til et svar. Forfatteren af brevet var nem at finde - på krak.dk fik jeg bekræftet, at vedkommende stadig boede på samme adresse. Jeg kopierede min artikel og hadebrevet og sendte dem sammen med mit svar. Det kunne jo være, at vedkommende sender mange hadebreve og ikke kan huske netop det, som jeg fik.

Herunder kommer vores 10 år lange korrespondance - begyndende med min artikel i Tønder Ugeavis 23. januar 1997 (husk, jeg var kun 15 år dengang).

Tre og et halvt år i Danmark

Erhvervspraktikant Amila Jasarevic, Holmeskolen, fortæller om tiden i Danmark

Der er så mange ting her i livet, man slet ikke tænker over i hverdagen. Så mange vigtige ting som fred, frihed og selve livet. For mig har alle disse ting fået en ny betydning siden jeg som 12-årig flygtede fra Mrkonjic-Grad, en by ca. på størrelse med Tønder, i det nord-vestlige Bosnien.

Jeg havde aldrig været i Danmark før og vidste ikke så meget om det, så det hele var nyt for mig. I starten var alt bare vidundeligt: man kunne pludselig gøre alt det, man i lang tid havde glemt: gå frit på gaden uden at være bange for at blive skudt, sige sin mening frit ud og en masse andre vigtige ting, som man først begynder at værdsætte, når de bliver taget væk fra én.

Stilheden

Det var nu lidt svært at vænne sig til stilheden, især om natten, man “savnede” på en måde lyden af bomber.

Jeg savnede især min far, som var blevet tilbage i Bosnien som fange af serbiske militærstyrker, og mine to storesøstre hvoraf den ene var med sin mand som flygtning i Norge og den anden i Bosnien. Alligevel, når man tænker på, at jeg havde min mor, to kusiner og en tante og onkel med, var jeg egentlig heldig i en tid, hvor næsten alle familier var splittet.

Vi boede på Tønder Statsseminarium, og selv om det var trangt, var vi alle tilfredse nok. Man var bare glad for livet og tænkte ikke så meget over det materielle. Jeg fik med det samme mange gode venner, både danske og bosniske, og allerede nogle få måneder efter ankomsten kunne jeg lidt dansk.

I skole

Jeg lærte dansk af min lærer, Jacobina Dahl, og med tiden blev jeg bedre til det, så det var ikke så svært for mig at falde ind da jeg sammen med alle de andre bosniske børn i Tønder startede i den danske skole i februar 1995. Jeg kom i Holmeskolen (dengang Øvelsesskolen), utrolig nervøs for ikke at blive accepteret. Heldigt for mig kom jeg i en god 7. klasse, hvor alle var søde mod mig og altid parate at hjælpe. Også i 8. kom jeg i en fantastisk klasse, og nu går jeg i Holmeskolens 9b, den bedste i verden. Jeg arbejder i Fætter BR legetøjsforretning og jeg kan kun sige, at det hele er gået (og stadigvæk går) super-godt.

Min far er også kommet til Danmark for ca. 1 år siden og min storesøster er med familien lige flyttet fra Bosnien til USA. Både mine forældre og jeg er glade for at bo i Tønder og er ved at blive vant til klimaet*. Jeg savner for det meste bjergene, dem var der mange af i Bosnien. Og jeg savner sne. Ellers er her bare dejligt.

De to eneste ting, som af og til gør mig ked af det, er min manglende kontakt til gamle venner, og drillende bemærkninger om racisme og fremmedhad. Det sidste kan næsten ikke undgås, så jeg er blevet mere eller mindre vant til det og tager intet af det til hjertet, for det er det simpelthen ikke værd.

Jeg har det svært når jeg tænker på, at jeg ikke rigtig har et hjemland. Jeg har selvfølgelig det bosniske statsborgerskab, men det er blot et stykke papir**. Lige nu føler jeg, at jeg kender Danmark for lidt til at kunne kalde mig selv dansker***, og Bosnien har jeg svigtet fordi jeg flygtede, da det var værst. Jeg kunne ikke have gjort noget (ud over at blive dræbt) hvis jeg var blevet, men følelsen er der alligevel.

Måske bliver det anderledes med tiden.

* Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på dengang. Jeg fryser stadigvæk uafbrudt og tvivler på, at jeg nogensinde vænner mig til dette klima.
** Hermed menes, at mit statsborgerskab ikke var forbundet med de rettigheder, som det burde have været - ellers var jeg aldrig kommet til Danmark.
*** Jeg er stadigvæk ikke dansk.

Hadebrevet (med autentiske fejl)

I er 7 familiemedlemmer her i landet og har været her i 3 år, prøv engang at regne ud hvad I har kostet Danmark og så gange det med 18-20 tusin I vil ikke rejse hjem og hjælpe med, at genopbygge jeres land I mener i har krav på at få arbejde, vi har selv 3000 tusind arbejdsløse, I mener I har krav på bolig, vi har 30.000 hjemløse, og så kalder I det racisme når vi synes I skal rejse hjem, nu da jeres krig, vi kan heller ikke lide at I giver serberne hele skylden for alt det onde der er sket i jeres land. I har selv været lige så onde,

(navn og adresse)

(Jeg bliver her nødt til at tilføje en lille kommentar - min yndlingsfejl i brevet er den med “3000 tusind”.)

Svaret 10 år senere

For 10 år siden skrev du vedlagte brev til en 15-årig pige, der var kommet til Danmark som krigsflygtning. Jeg skriver til dig i dag for at lade dig vide, at jeg er her endnu, og at jeg ikke har glemt dig og dit hadebrev.

Du fik ikke skræmt mig, NN. Tværtimod gik jeg aktivt ind i debatten og engagerede mig i integrations- og tolerancespørgsmål på mange forskellige måder. Jeg deltager i konferencer med beslutningstagere, skriver i landsdækkende aviser og på internettet, deltager i demonstrationer for en mere menneskelig flygtningepolitik, holder foredrag, er aktiv i den landsdækkende organisation Borgere for et anstændigt Danmark og et par bosniske organisationer samt meget, meget mere. Mit netværk spænder over hele landet og det er stærkt.

Siden jeg skrev den lille artikel i Tønder Ugeavis er jeg blevet student, bachelor og er nu specialestuderende. Hvad med dig? Er du blevet bedre til at formulere dig på dansk? Det er da betryggende, at du allerede har dansk indfødsret, for du ville nok aldrig få det med de nuværende sprogkrav. Gode evner udi skrivekunsten er guld værd i nutidens videnssamfund, og hvis ikke man kan læse ordentligt, kan man jo heller ikke informere sig om vigtige begivenheder i verden. Så kommer man nemt til at slynge den slags nonsens ud som du gjorde i dit hadebrev til mig. Men mon ikke du nu, 10 år senere, er blevet klogere på serbernes og kroaternes angreb mod Bosnien-Hercegovina? Alt andet ville jo være absurd. For en sikkerheds skyld sender jeg alligevel min kronik, så du kan blive lidt oplyst. Helt gratis.

Jeg ved ikke, hvilken modbydelighed fik dig til at hade en 15-årig pige nok til at skrive et hadebrev, men jeg vil berolige dig og forsikre dig om, at dit had ikke har smittet mig. Jeg har heller ikke fået andre hadebreve end dit, selv om jeg har brugt min ytringsfrihed flittigt. Nu jeg tænker over det, har du måske vidst det her og ligefrem fulgt med - der var jo den gang, jeg var i din by for at holde foredrag om det at være flygtning…. Måske turde du ikke skrive den gang fordi jeg ikke længere var et barn?

Jeg lagde lige mærke til frimærket på dit brev. Dronningen og kronprinsen. Du ved godt, at den familie er fuld af udlændinge der koster staten en masse penge, ikke?