På pletten: Brandbjerg Højskole, 24-25. marts 2006

Et samfunds kvalitet skal måles på, hvordan man behandler sine svageste. Det var der mange af de tilstedeværende på Brandbjerg Højskole, som mente, og mødtes for at forene kræfterne i oprøret mod den måde, de svageste i Danmark – flygtningene, asylsøgerne – bliver behandlet. Men ikke kun de er blevet ramt af forråelsen i regeringen & DFs retorik og afvisningspolitik med alt, hvad dertil hører. Det er også gået udover os, som er sluppet gennem nåleøjet og skal finde et ståsted i Danmark. Alle og enhver, som ikke passer ind i et vist støttepartis stereotyp af en dansker. Vi var mange på Brandbjerg Højskole d. 24. og 25. marts, som ikke gav meget for stereotyper.

Vores møde resulterede i stiftelsen af en paraplyorganisation for alle de mange initiativer, som er kommet i protest mod regeringen & DFs retorik og flygtninge- og indvandrerpolitik. Præsteinitiativet og Læger siger fra havde arrangeret weekenden, som sluttede med en offentlig høring under titlen ”Asyllotteriet”.

Min kørelejlighed fra Århus til højskolen var biskop Kjeld Holm, som også var den første taler. I sin tale ”Angst og mod” advarede han mod ”den demokratiske konformisme”, skabt af angst, som åbenbart verserer i store dele af den danske befolkning. Hver tid sin (kollektive) angst, sagde han, og lige nu er det xenofobien. Men angst er også en kapitulation af personligheden, og det er det, Præsteinitiativet gør oprør mod. Lyset i Kjeld Holms tale var et citat fra Camus’ ”Oprøreren”: ”Kunst og oprør dør først med det sidste menneske.”

Blandt os var der mange forskellige professioner, som hver især kunne byde på et indblik i nogle særlige forhold omkring eksempelvis flygtninges vilkår. Advokat Bjarne Overmark fortalte, hvordan det ser ud, når en sag skal behandles af Flygtningenævnet. To låste døre, en bevæbnet betjent, uvedkommende adgang forbudt. Meget få beslutninger bliver offentliggjort. Der må ikke engang føres vidner. Udlændingestyrelsen offentliggør til gengæld ingen af sine sager og er desuden selv dommer for, om de internationale konventioner overholdes. Der er ingen mulighed for, at praksis kan danne præcedens. Hvor er retssikkerheden for samfundets svageste? Myndighederne siger, at sikkerhedsforanstaltningerne er af hensyn til flygtningene. Men, som Bjarne Overmark siger, hvis de har brug for så stor en beskyttelse, skal de vel have asyl. Eller hvad?

Det ender nu tit på en noget anden måde. Alt imens Udenrigsministeriet fraråder alle danske statsborgere at tage til Irak (undtagen soldater, selv om henstillingen måske også burde omfatte dem, som Elsebeth Gerner Nielsen sagde det), svarer man til irakiske asylansøgere, at man ”ikke ser noget til hinder for, at de genoptager familielivet i Irak”. Eller der sendes meddelelse til en familie om, at deres 2-årige søn ikke får opholdstilladelse og skal udvises til Hviderusland. Indtil man opdager, at drengens mor er ansat som ingeniør i Danfoss.

Det er ikke noget nyt fænomen, at Danmark fører an i Europa med sin grove afvisningspolitik. For tyve år siden var innovationen visumrestriktioner overfor en række ”flygtningeproducerende” lande samt bøder til flyselskaber, hvis de medtog passagerer uden gyldigt visum til Danmark. Modellen blev overtaget af England, senere Tyskland og er nu almen praksis i mange europæiske lande. Når det humanitære Danmark kan gøre det, må det jo være i orden. Danmark tror sig immun overfor racisme, alt imens grænsen rykkes mere og mere. Den siddende regering har således åbent udtalt, at man vil lovgive (læs: føre afvisningspolitik) helt ned til den anstændighedens bundlinie, der hedder menneskerettigheder. Og de gør det. Fortet skal beskyttes. Men politik får et problem, når det bliver blottet for etik.

Det er ikke kun regeringen & DF, som bærer ansvaret for den nuværende situation. Det store oppositionsparti fører nemlig ingen nævneværdig oppositionspolitik. Derfor er der brug for os som stedfortrædende opposition. Det kan måske vise sig at være sundt for den politiske scene og ryste politikerne vågne, at der igen kommer græsrødder på banen. I modsætning til dem har vi rent faktisk førstehåndserfaringer med de ting, vi taler om. Advokater, som til dagligt ser de dybt tvivlsomme afgørelser på asylansøgninger. Læger, som behandler flygtninge og som trods alt er bedre til at stille en diagnose end de politikere, som for nyligt pustede sig op ved at stille spørgsmålstegn ved deres faglighed. Sproglærere, som ikke bliver inddraget i de pædagogiske beslutninger, regeringen & DF tager om danskundervisningen for udlændinge. Præster, som fortæller om næstekærlighed til deres medkristne (for det er dem, og ikke den offentlige debat, en prædiken er rettet mod) og straks bliver beskyldt for at være politiske. Der er for meget religion i den offentlige debat, siger statsministeren, alt imens han deler folk op i får og bukke à la Gl. Testamente.

Og så er der flygtningene – som bliver brugt som tolke i svære situationer selvom de er børn (det er nemt at spare penge når andre betaler prisen); som har boet i flygtningelejre i flere år; som lever en standby-tilværelse. De kan ikke komme til orde fordi de bor i isolerede lejre, som bliver fortrængt af deres omverden. Således fortæller forfatteren Stig Dalager, at man få kilometer fra Sandholm-lejren ikke en gang kan få at vide, hvor den cirka ligger. Ikke en gang, hvilken retning man skal køre i.

Et af de nye initiativer er Folkesagen for en værdig asylpolitik. Repræsentanten fra initiativet læste et åbent brev op, rettet mod regeringen & DF. Folkesagen vil gerne have, at der sættes en uvildig undersøgelse i gang for at fastslå, om Danmark overholder de internationale konventioner. Det er ikke et angreb, ikke en anklage. Hvis myndighederne gør alting rigtigt, har de jo intet at frygte. I et åbent retssamfund som Danmark burde det kunne lade sig gøre at få en redegørelse over myndighedernes gøren og laden. Der var bifald for brevet; mon der også en dag kommer et bifald til regeringen for at have imødekommet det?

Budskabet fra panelet til høringen var også klart: flygtninge og asylsøgere får en uværdig behandling i lejrene og burde alle gives amnesti, så de kan redde de resterende stumper af deres menneskelighed. For i virkeligheden får mange af dem alligevel asyl – når de er blevet gjort syge nok. Og så kan det ikke undre, at der kan være problemer med integrationen. Det var til at forvente, at en så gavmild holdning ville vække skepsis, og det slog ikke fejl. Et af de første spørgsmål fra publikum var hvordan man skulle undgå at danskerne levede i reservater i deres eget land i år 2050. Helt uden ironi. Og der var angsten igen. Indtil da havde det faktisk været et par meget positive dage, hvor folk åbnede armene i stedet for at lægge dem over kors. Paneldeltagerne tog det helt afslappet og svarede blot, at den frygt led de ikke af. Men det var måske meget godt, for at minde os om, hvad vi havde at gøre med. Det er meget hyggeligt at sidde og bekræfte hinanden en gang imellem, men angsten skal konfronteres, dér hvor den er.

Min kørelejlighed tilbage til Århus var aktivisten (og fotografen) Jacob Holdt. Manden, som er medlem af Ku Klux Klan og bestyrelsesmedlem i Kritiske Muslimer og som i mange år har arbejdet med racisme, had og angst. Hans motto er ”Hvis der er nogen, som hader mig, bliver jeg bare bedste venner med dem”. Han læste en gang Jyllands Posten i et halvt år for at sætte sig ind i den måde, avisens typiske læserbrevskribenter tænker på, før han selv skrev en kronik til avisen. En af de sjoveste personer til Brandbjerg-arrangementet. Han tog et billede af mig i bilen, fordi han altid tager billeder af alle sine blaffere (”Man ved aldrig, hvornår en af dem slår én ihjel”), så jeg kvittede ved at tage nedenstående billede af ham, da vi kom hjem til mig. Så i hans ånd siger jeg: Læs Jyllands Posten – og hjælp de mennesker ud af hadets smerte.