Valg i Serbien

Serbiens parlamentsvalg gik i gang i dag kl. 7. Valget blev udløst af Kosovos uafhængighed, der fik den EU-venlige regering til at bryde sammen. Kosovo var da også et stort tema i valgkampen, der afgjorde, om man var “patriot” eller “landsforrædder”.

Den nationalistiske fløj fremstillede sig selv som de eneste sande patrioter fordi de insiterede på, at “Kosovo er Serbien”. Alle andre var landsforræddere, der “solgte af det serbiske land for EU-løfter”. De to fløjes retorik splittede befolkningen, i stedet for at samle den, og politikerne lader ikke at have tænkt over, at folk også skal leve sammen efter valget, udtaler kulturolog Zorica Tomić til det serbiske dagblad Blic. Præsident Boris Tadić har ligefrem fået mordtrusler, heriblandt er brev hvor han får at vide, at han “vil betale for at have forrådt fædrelandet” samt at han “som forrædder vil få det, der tilkommer ham - en kugle for panden”. Tadić beskyldes for at have “solgt” Kosovo for en Stabiliserings- og Associeringsaftale med EU, som han underskrev d. 29. april i år. Dette i øvrigt før Bosnien-Hercegovina, som Serbien angreb i 1990′erne og dræbte tusinder og tusinder af civile. Ak ja, EU-logik er ikke altid nem at følge.

Sideløbende med parlamentsvalget er der også lokale valg i gang, og her har man valgt at ignorere Kosovos uafhængighed og oprette valgsteder inden for Kosovos grænser. Joachim Rücker fra UNMIK (United Nations Mission in Kosovo) siger til B92, at dette er uacceptabelt og i strid med FN’s resolution 1244. “Målet med dette valg er at skabe illegale og illegitime serbiske strukturer på Kosovo”, udtaler han. Kosovos permierminister, Hashim Thaçi, opfordrer borgerne til at ignorere valget, og der meldes da heller ikke om nævneværdige protester.

Blandt de opstillede partier til parlamentsvalget er Serbiens Radikale Parti (SRS), uagtet at dets formand Vojislav Šešelj sidder i fængsel i Haag, tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden. Det er et stærkt nationalistisk parti, der hylder tjetnikkerne (Šešelj er selv indehaver af en tjetnik-titel, “vojvoda”), og der som erklæret mål har at skabe et Storserbien, der dækker det meste af det tidligere Jugoslavien. Šešelj og SRS havde i 1990′erne en egen milits (Šešeljevci) og blev sat i forbindelse med flere andre, som alle hærgede Bosnien-Hercegovina, mishandlede og slog civile ihjel. Dette havde ingen negativ indflydelse på Šešeljs popularitet - snarere tværtimod. SRS fik altid høje valgresultater og Šešelj var vicepræsident for den serbiske regering fra 1998-2000. Ved det seneste parlamentsvalg i 2007 fik partiet 81 ud af i alt 250 sæder. Også denne gang spås partiet en stor tilslutning på op mod 33 % af stemmerne.

En af valgobservatørerne er Morten Østergaard (R), som på sin blog skriver, at det ikke er helt usandsynligt, at ingen af de to fløje opnår flertal, og et nyt valg derfor vil være nødvendigt om nogle måneder. Imens vil det i forvejen splittede land bare blive mere og mere splittet af partiernes beskidte retorik.

Valgstederne lukker i dag kl. 20.

Hvad er formålet med FN?

Oven i naturkatastrofen i Burma forværres de nødstedtes situation af landets militærjunta, der ifølge flere medier afviser at lade udenlandske nødhjælpsarbejdere ind i landet, så de kan redde liv. Den nødhjælp, der er begyndt at komme fra resten af verden, får lov til at vente udenfor Burma - eller så tager generalerne imod den, og siger, at de selv vil sørge for at fordele den til folket, selvfølgelig uden rent faktisk at gøre det. Hvad laver FN imens? Indstiller nødhjælpssendingerne og venter pænt udenfor. I nyhederne på TV2 i aften talte studieværten om “FN’s afmagt”. Det er ikke afmagt, det er decideret uduelighed.

Hvad er pointen med en verden af forenede nationer, hvis de ikke en gang kan finde ud af at reagere i katastrofer som den i Burma? De sidder og diskuterer Burmas - eller Myanmars, som de siger - suverænitet, alt imens de ved, at hundredtusinder af mennesker lider en grufuld skæbne lige nu. Og det er ikke Burmas suverænitet, der er tale om, men ene og alene militærjuntaens. Hvad er et land, hvis ikke folket? Ved at lade hensynet til juntaen veje tungere end hensynet til de nødlidende siger FN, at folket er juntaens ejendom - og man kan jo ikke blande sig i folks private ejendom, ikke sandt.

FN stod på samme måde og så til mens der foregik folkedrab lige for næserne af dem i Bosnien-Hercegovina, i Rwanda, alle mulige vegne. Hvad er det dog, FN kan finde ud af? Efter mine egne oplevelser med FN mistede jeg al respekt for dem. I BiH fejlede de så fuldkomment, så man skulle tro, det var løgn. Deres papirnussere sad i Geneve eller i New York og diskuterede abstrakta, mens de udsendte soldater stod i en frygtelig situation uden at måtte gøre noget for at hjælpe. Og når de endelig fik ordrer om at gøre noget, blev alting kun værre.

Jeg at vide, at FN var gode til nødhjælpsarbejde, og det kunne jeg ikke vide noget om, idet jeg aldrig selv havde set dem lave noget sådant, mens jeg var i BiH. Så jeg lod dem tvivlen komme til gode. Men det her tager virkelig kegler. At de kan få sig selv til at være passive mens tusinder og tusinder af mennesker lider en pinefuld død!! Og argumentere helt akademisk for, at det er det korrekte at gøre! FN “henstiller på det kraftigste til regeringen i Myanmar” (igen Myanmar!) om at få behandlet nødhjælpsarbejderes visaansøgninger så hurtigt som muligt, siger en talsmand for FN’s Verdensfødevareprogram. Helt ligesom man henstillede til serberne om venligst at undlade at myrde bosniske civile. Hvor ædelt! Og ikke mindst handlekraftigt.

Jeg tror gerne, at FN’s feltarbejdere er gode og dygtige mennesker. Men FN som organisation har jeg intet til overs for. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste situation, de har tacklet godt.

Jeg hader stadigvæk sirener

Jeg var i fuld beredskab i går. Sidste år lykkedes det mig at glemme, at der skulle være sirenetest den første onsdag i maj, og den gik i gang kort inden jeg skulle til at holde et foredrag om Bosnien-Hercegovina på Handelshøjskolen i Århus. Foredraget gik ikke så godt, som det burde - jeg var virkelig blevet rystet af sirenen. Også selv om jeg godt var klar over, at det var en test. Og i al den tid syntes jeg, det var så absurd, at de andre bare sad helt normalt, i stedet for at søge i dækning.

Da vi i 1993 kom til Danmark, blev sirenerne testet hver uge, og det var ikke sjovt. Vi boede et par hundrede bosniere på asylcentret, alle med dybe ar på sjælen fra en krig, der endnu var i gang. Jeg mindes ikke, at nogen havde fortalt os om de her test. Jeg vidste i hvert fald intet om dem, så jeg sad glad og frejdig udenfor, da den første lød. Der var både børn og voksne udenfor. De voksne stod og snakkede, jeg sad på en bænk med mine veninder og de mindste børn legede i græsset. Og så lyder sirenen og der går en bølge af panik gennem lejren. På et splitsekund er jeg i kælderen. Jeg kan se, at de voksne er blevet blege, og de små børn græder højlydt. Det var helt surrealistisk at høre sirener i Danmark, lige som man troede, at her var man sikker.

I går skulle jeg tilbage til Handelshøjskolen for igen at holde et foredrag om BiH, men denne gang var jeg forberedt. Jeg skulle med tog hele vejen fra København, så jeg sørgede for at være i toget kl. 12. Desuden havde jeg mine dyre, formstøbte ørepropper med, som er så gode, at de næsten kan blokere lyden af min snorkende kæreste ude. Lidt i kl. 12 sad jeg og sendte sms’er til andre bosniere i landet for at minde dem om sirenen. Ikke alle har det som jeg, men det skader jo ikke.

Jeg blev mere og mere nervøs, som klokken nærmede sig 12. Vi var et sted mellem Horsens og Skanderborg, da det var tid til sirenen - og der var intet at høre! Helt vantro tog jeg mine ørepropper ud for at være sikker - og så hurtigt i igen. Idet vi kører ind i Skanderborg, hører jeg svagt det allersidste af testen.

Et voilà! Årets sirenetest vel overstået. Hvis foredraget var dårligt, var det i hvert fald ikke sirenens skyld. Næste år vil jeg på slaget 12 den første onsdag i maj også sidde i toget et sted mellem Horsens og Skanderborg.

Iranske Behnoud henrettes måske i dag

Iran er på vej til at henrette endnu en ung mand for en forbrydelse, han begik som mindreårig. Den nu 20-årige Behnoud Shojaee var 17 år, da han under en slåskamp begik et drab. Under den efterfølgende retssag havde han ifølge Amnesty International ingen advokat og var derfor nødt til at føre sin sag og anke afgørelsen selv.

At henrette personer for forbrydelser, de begik som mindreårige, er klart i strid med flere af de internationale konventioner, Iran har skrevet under på, fx FN’s Børnekonvention. Men dem blæser man på, og man blæser også på omverdenens protester. Ifølge Amnesty International udførte Iran seks sådanne henrettelser sidste år, og man mener, at der lige nu sidder 86 personer på dødsgangen i Iran for en forbrydelse, de begik som mindreårige. Også EU fordømmer planen om at henrette Behnoud i stærke vendinger, og Amnesty har i flere måneder opfordret til at skrive til de iranske myndigheder for at bede dem om at omstøde dommen og huske, at Iran er medunderskriver af Børnekonventionen.

Ifølge iransk lov kan Behnoud liv reddes, hvis retten omstøder dommen eller hvis den dræbtes forældre tilgiver ham. I et sidste desperat forsøg har han skrevet et brev til den dræbtes mor og bedt om tilgivelse. Brevet blev offentliggjort i en iransk avis.

Hvis intet sker, bliver Behnoud henrettet i dag. Måske er det allerede sket. Gud være hans sjæl nådig.

Selvmodsigende DF

Tirsdag blev Ny Alliances forslag om at tillade dobbelt statsborgerskab diskuteret i Folketinget. Vanen tro tilføjede DF-politikerne debatten et (ufrivilligt) komisk islæt. Blandt andet mente Søren Krarup, at udedanskerne på ingen måde var ambassadører for Danmark, da de ikke var ansat til jobbet. Pudsigt, når man tænker på hvor travlt DF har med at gøre tilfældige personer her i landet til ambassadører for samtlige af verdens muslimer.

Endvidere mente Krarup, at udedanskerne ikke en gang var danske mere, idet de havde valgt et andet land frem for Danmark. De er blevet til argentinere, amerikanere osv. Kunne man forestille sig, at DF havde samme holdning til indvandrere i Danmark og anså dem for straks-integrerede - og dermed danske?

Overbudspolitik - hvem kan hetze mest?

Billede fra politiken.dk

Det varede ikke længe efter DF’s seneste propaganda mod muslimer, til Socialdemokraterne skulle overbyde ved også at plædere for et tørklædeforbud for sygeplejersker og lærere. Helle T. talte allerede for flere måneder siden for et tørklædeforbud for lærere i bogen “Den Første”, og nu blev forslaget hevet op igen - og udvidet lidt. Det socialdemokratiske motto synes at være “Anything Pia can do, we can do better…”

Pia Kjærsgaard fortalte en gang David Rehling fra Information, at hun nogle gange kom i tvivl, om hun nu var gået for vidt med en udtalelse. Men hver gang blev hun, efter de første protester var forstummet, overbudt først af en Venstre-politiker, så af en konservativ og så af en socialdemokrat. Og som hun siger, må det jo betyde, at hun ikke var gået for vidt. Historien gjorde virkelig indtryk på mig.

Det er bekymrende, at Socialdemokraterne nu er de første til at overbyde. Nogle gange er jeg virkelig i tvivl om de overhovedet er klar over, at de er et oppositionsparti. Nu har de så trukket lidt i land. Overbuddet var vist kommet lidt for hurtigt, men sådan kan det jo gå, når man er ivrig.

Det er svært at regne ud, hvad S forestiller sig skal komme ud af at føre ren overbudspolitik. Hvis folk vil have fremmedhad i deres samfund, stemmer de nok snarere på den ægte vare end på kopien.

Symbolforskrækkelse: dommere med tørklæder

De jurastuderende er ifølge Nyhedsavisen ikke i tvivl – selvfølgelig skal en dommer kunne bære tørklæde. ”Tørklædet symboliserer jo ikke andet, end at man er muslim. Det har absolut intet at gøre med ens faglige kompetence”, siger Jacqueline Mwenesani. Ifølge Michael Sjöberg, landsdommer og næstformand for Dommerforeningen, er det dog ikke det, det handler om. ”Om en tiltalt sidder over for en dommer, der er kristen, muslim eller ateist er underordnet. Det handler om, hvad den tiltalte kan se,” siger han til Nyhedsavisen.

DF er tilsyneladende enige. For dem er andre menneskers beklædning et spørgsmål om Danmarks eksistens, som man kan se i deres annonce med en dommer i niqab (på trods af at de går så meget op i tøj, kan de underligt nok ikke se forskel på niqab og tørklæde). Nederst i annoncen skriver de ”Gi’ os Danmark tilbage”, så vi ikke skal være i tvivl om, at Danmark er blevet overtaget af kvinder, der er ”indhyllet i tyranniets slør”. De kvinder, som ifølge DF er nogle af de mest undertrykte mennesker i hele verden og ingen fri vilje ejer, er altså magtfulde nok til at tage kontrollen over dette land. Imponerende.

I annonceteksten sætter DF lighedstegn mellem hovedtørklæde (niqab?) og islamisme, tyranni og ”troens dominans over både mand og kvinde, muslimer og ikke-muslimer”. Jeg har endnu ikke forstået, hvordan hovedtørklædet skulle kunne handle om nogen som helst andre end den kvinde, der går med det, så den med tørklædet som ”troens dominans over ikke-muslimer” efterlader mig som ét stort spørgsmålstegn. Men altså: også DF er kun optaget af det ydre. Ligesom små børn, der ser et modermærke for første gang kan de slet ikke se andet. Tørklæderne (som de tror er niqab) skal væk, så facaden er ensformig. Konformitet über alles.

Det er ikke første gang, vi kan se denne facade-besættelse. For eksempel i historien om politibetjenten, der havde sagt “perker” og “abekat” om en borger og denne havde hørt det fordi betjenten ikke havde lagt telefonrøret ordentligt på. Det havde ingen nævneværdige konsekvenser for betjenten, fordi det ikke havde været meningen, at den mistænkte skulle høre ham. Racismen er åbenbart ligegyldig, så længe den er skjult. Det samme budskab gav Sø- og Handelsretten i ”hættemåge-historien”. Her var en Coop-medarbejder blevet bortvist for at have kaldt en kollega for ”hættemåge” på grund af hendes tørklæde. Retten kendte bortvisningen for uretmæssig med den begrundelse, at ”medarbejderen ikke brugte udtrykket direkte over for kollegaen.” At medarbejderen havde spredt islamofobi på arbejdspladsen var altså helt i orden. Man skal bare sørge for at gøre det bag offerets ryg, så er det fint. Facaden er intakt.

Så når det i en domstol ligeledes kun handler om, hvad man kan se, vil det så sige, at det er i orden, at en dommer er fan af DF og derfor dømmer alle uden dansk statsborgerskab til udvisning – så længe man bare ikke ved, at det er derfor? Vi skal nok ikke forvente at se DF tage et sådant problem op. Det handler nemlig ikke om facade, men om substans.

På pletten: Flagbuketter og underskrifter for dobbelt statsborgerskab

Tom Behnke (K), Tina Thuesen og Larry Feinberg

I dag var jeg med til at aflevere over 9.000 underskrifter for at Danmark skal tillade sine borgere at have dobbelt statsborgerskab. Underskriftsindsamlingen foregik (og foregår stadig) på denne hjemmeside (vi nærmer os lige nu de 10.000!). Som jeg skrev forleden, har Ny Alliance fremsat et beslutningsforslag om at tillade dobbelt statsborgerskab. Forslaget blev i går diskuteret i Folketinget, og i den anledning havde Tina Thuesen (dansk statsborger bosat i Schweiz), Tamra Rosanas og Larry Feinberg (herboende amerikanske statsborgere), Jens Witthøft Nielsen (generalsekretær for Danes Worldwide) og jeg et møde med Tom Behnke (K), som er formand for indfødsretsudvalget.

Først mødtes vi dog med Jørgen Poulsen (NA), som gik med os til integrationsministeriet, hvor Tina Thuesen overrakte underskrifterne og en buket forskellige flag til en embedsmand fra ministeriet. Minister Birthe Rønn Hornbech (V) var ”optaget andetsteds” og kunne derfor ikke selv komme og møde os. Det ville også have været en sensation der ville rydde alle forsider, hvis hun ligefrem var mødt op personligt, så det er måske fint nok, at hun ikke stjal rampelyset fra os. Der var nemlig en journalist og en fotograf fra Ritzau til stede, hvilket forhåbentlig resulterer i nogle artikler i onsdagsaviserne.

Derfra gik vi til kaffe på Jørgen Poulsens kontor, hvor også Naser Khader kom forbi. Vi talte sammen om udfordringen i at skaffe 90 mandater for at få forslaget igennem, når DF er så kategorisk afvisende og V og K tilsyneladende lader dem styre slagets gang.

Det næste punkt var et møde med Tom Behnke, som også fik underskrifterne og en buket flag. Han kunne fortælle os, at NA’s forslag ville blive afvist ved dagens folketingsdebat, men at indfødsretsudvalget havde taget initiativ til en intern høring om dobbelt statsborgerskab i slutningen af maj, som alle medlemmer af folketinget vil blive indbudt til. Her ville de få emnet belyst af eksperter og også have mulighed for at ”stille dumme spørgsmål”. Han opfordrede os til at søge om foretræde for udvalget. Det manglede da også bare, at de holdt en høring med eksperter uden at snakke med eksperterne i, hvad det i praksis vil sige at skulle afstå fra sit oprindelige statsborgerskab eller ikke at kunne stemme nogen steder (i modsætning til hvad mange tror, har udedanskere efter to års ophold i udlandet IKKE længere stemmeret til folketingsvalg, og de kan heller ikke stemme til parlamentsvalg i deres bopælslande fordi de jo ikke er statsborgere der).

Et tv-hold fra DR var der mens vi snakkede med Tom Behnke, og jeg var tilsyneladende i TV Avisen kl. 18.30 i går – dog kun i en statistrolle. Jeg så det ikke selv fordi jeg på det tidspunkt sad i bussen på vej hjem fra folketingsdebatten, hvor forslaget om dobbelt statsborgerskab var det sidste punkt. Og dén debat var sine steder uhyre underholdende. (Man kan se indslaget via denne hjemmeside: http://www.dr.dk/DR1/TVAVISEN/tvaindslag.htm)

Integrationsministeren havde fundet tid i sin travle kalender til at dukke op i salen, hvor hun indledte debatten med at sige, at forslaget var ”overfladisk, sjusket og ikke særlig seriøst”. Derfor kunne regeringen ikke tilslutte sig forslaget, konkluderede hun. Inden da kom hun dog med dette guldkorn: ”Da jeg gik på universitetet hørte jeg, at de mest ulykkelige mennesker var de statsløse og dem, der havde dobbelt statsborgerskab.”. Jeg fik desværre ikke fat i, hvilken hjemmefødning der var ophavsmand til denne tese.

Alle partiers ordførere var efterfølgende på talerstolen. De ønskede alle en undersøgelse af de ulemper og fordele, dobbelt statsborgerskab måtte have og derfor så frem til høringen. Eller rettere sagt var det ikke alle – DF var kategorisk afvisende overfor hele idéen om dobbelt statsborgerskab, og det var da også dem, der var det underholdende ved debatten.

Søren Krarup brillerede især ved at sige, at udedanskere på ingen måde var ambassadører for Danmark, idet man kun kan være ambassadør ved at blive ansat til det. Da udedanskerne havde valgt et andet land frem for Danmark, var de desuden heller ikke danske mere, om end de godt kunne have danske minder. Men denne følelse af, at de skulle være ambassadører for deres fædreland er intet andet end ”sentimentalitet”.

Jesper Langballe fortsatte forestillingen med at proklamere, at man med dobbelt statsborgerskab ”ophæver meningen med statsborgerskab” og at NA’s forslag ødelægger demokratiet da det i virkeligheden handler om at gå tilbage til enevældet (!). Han henviste til en stor statsborgerskabsreform, der blev gennemført i 1895, som han mener er stærkt truet af forslaget om dobbelt statsborgerskab. Da Jørgen Poulsen gjorde ham opmærksom på, at der var sket et og andet med verden siden 1895, svarede Langballe, at han ikke kunne forstå, hvad Poulsen sagde, og at det var ”sort snak”.

Nok på samme måde som det i 1895 var sort snak, at kvinder skulle have stemmeret.

Spot på “Ægteskab Uden Grænser”

Vi kan alle hurtigt blive enige om, at det er dybt forkasteligt at tvinge unge mennesker til at blive gift med én, de ikke elsker. At problemet skal bekæmpes ved at forhindre elskende par i at være sammen er til gengæld ikke lige så indlysende. Ikke desto mindre er det den metode, den danske regering har valgt. Således begrunder man den berygtede 24-års regel med, at den skal stoppe tvangsægteskaber. At krisecentrenes oplysninger tyder på, at loven slet ikke har den effekt, vælger man belejligt at se bort fra.

I 1996 så foreningen Ægteskab Uden Grænser dagens lys. Foreningen skulle hjælpe dansk-udenlandske par med at navigere i systemet så de kunne komme til at bo sammen i Danmark. Dengang var forsørgerkravet den største stopklods, som foreningen var medvirkende til at få afskaffet i 1998. Den nuværende regering genindførte dog reglen, sammen med utallige andre restriktioner. Fra 2001 til 2006 blev udlændingeloven ændret hele 29 gange – og de var ikke just venligt stemt overfor danskere, hvis hjerter ikke lader sig begrænse af nationale grænser.

Et eksempel herpå er 7-års reglen, der betyder, at en udenlandsk ægtefælle skal have været i Danmark i 7 år, før vedkommende kan få permanent opholdstilladelse. Indtil da forlænges opholdstilladelsen med jævne mellemrum, og man får den på grundlag af sin danske ægtefælle. Hvis der sker ens ægtefælle noget, fx at han eller hun bliver dræbt i et trafikuheld – ja, så bliver opholdstilladelsen ikke fornyet og man skal forlade landet.

Kravene er dog ikke helt ens for alle. Har man penge nok eller kan vise den rigtige diplom fra universitetet, er det lettere at få en ægtefælle til Danmark, end hvis man fx er lærer. Lovgivningen er diskriminerende overfor kvinder, idet de ”rigtige” uddannelser typisk er til mandefag, og oven i det er praksis på nogle punkter hårdere overfor kvinder end overfor mænd, der ønsker at få en ægtefælle til landet – hvilket må være den institutionaliserede udgave af ”Hvad bilder I jer ind at komme her og vil tage vore kvinder!”.

Ægteskab Uden Grænser har siden stiftelsen hjulpet tusinder af dansk-udenlandske par med at finde en måde at leve sammen på på trods af de danske myndigheder. Mange bliver i første omgang nødt til at bo i Sverige, hvor søster-organisationen Äktenskap Utan Gränser blev oprettet i 2003. I 2005 kom en sydslesvigsk ditto til. Ægteskab Uden Grænser deltager i Udlændingestyrelsens brugerpanel, arrangerer konferencer, bidrager med høringssvar og oplysninger om praksis til rapporter om den danske udlændingelov og arbejder for at sikre danske borgeres ret til frit at vælge deres ægtefælle og bo sammen i Danmark. Organisationen udsender jævnligt nyhedsbreve, og på deres hjemmeside er der et stort og aktivt forum, hvor man kan stille spørgsmål og få hjælp med sin sag.

For nyligt blev Marie Cavallier dansk statsborger ved en afstemning i Folketinget. Hverken hun eller Prins Joachim var i den forbindelse blevet afkrævet dokumentation for, at de opfylder de mange krav, der i udlændingeloven stilles til dansk-udenlandske par. De bliver således ikke landsforvist som tusinder andre par, hvor den ene ikke har det ”rigtige” pas, og skal ej heller søge om opholdstilladelse hvert år. I øvrigt er statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, gift med en amerikaner og bor i USA, hvor man ikke fører den samme slags udlændingepolitik som her til lands. Hvad mon han – og hans kone! – siger til, at Fogh senior med sin politik så demonstrativt viser, at dansk-udenlandske par er uvelkomne?

Over 8.700 underskrifter for dobbelt statsborgerskab

Tusinder af danskere, der bor i udlandet, befinder sig på en måde i “ingenmandsland” fordi de hverken har stemmeret i Danmark eller i deres bopæslande. De har ikke lyst til at tage deres bopælslands statsborgerskab, fordi de på grund af danske regler automatisk ville miste deres danske statsborgerskab. Af samme grund tøver tusinder af herboende udenlandske statsborgere med at søge dansk statsborgerskab - de har ikke lyst at miste deres rettigheder i deres oprindelsesland.

Det er dog ikke kun et juridisk dilemma for mange af denne globaliserede verdens børn. Det er også et spørgsmål om tilknytning og identitet. De nationale grænser er ikke hvad de var, da den danske indfødsretslov blev nedfældet, og der er mange, der føler en stærk tilknytning til flere lande. Man er ikke længere “enten-eller”, men i stigende grad “både-og”.

De fleste EU-lande tillader dobbelt statsborgerskab, herunder Danmarks nabolande Sverige og Tyskland, men også en lang række lande udenfor EU. Her er man som dansk statsborger mere end velkommen til at beholde sin danske indfødsret - men Danmark siger nej. Denne problematik tages nu op i Folketinget. Ny Alliance fremsatte den 4. april et beslutningsforslag om dobbelt statsborgerskab og bolden blev hurtigt taget op af den globale græsrodbevægelse www.statsborger.dk. En underskriftsindsamling blev sat i gang for at give en stemme til de mange mennesker, der er i klemme på grund af de danske regler. På kort tid blev der indsamlet over 8.700 underskrifter, og tallet er stadig stigende.

Tirsdag den 29. april afleverer repræsentanter fra ”Kampagnen for dobbelt statsborgerskab” (heriblandt jeg selv), ”Danes World Wide”, ”Democrats Abroad”, og Jørgen Poulsen fra Ny Alliance det foreløbige resultat af underskriftindsamlingen til Integrationsministeren. Derefter går turen til Christiansborg, hvor underskrifterne også afleveres til formanden for Indfødsretsudvalget, Tom Behnke (K). Samme dag førstebehandles Ny Alliances beslutningsforslag. Tom Behnke har selv udtrykt sig positivt om forslaget, og også Socialdemokraterne og SF er positive. På den anden side står DF naturligvis og påstår, at man kun kan have én national identitet, som er “knyttet til det land, man er barn af”. DF har muligvis aldrig hørt om børn af forældre fra forskellige lande - i Sønderjylland er der fx mange dansk-tyske børn.

På tirsdag vil vi forklare Tom Behnke vores forskellige situationer og grunde til at skrive under og fremlægge vore argumenter for, at man sagtens kan være knyttet til flere lande. Forhåbentlig kan han så bruge dem til at argumentere overfor resten af sine kolleger i Folketinget.

Støt kampagnen ved at skrive under på: http://www.dobbelt-statsborgerskab.underskrifter.dk/.